ASSISTANCE I EN SAMVÆRSSAG

Samværssager kan være komplekse, især når der også er anklager om psykisk vold og manipulation involveret. Forældre, der henvender sig til os, har ofte forsøgt i lang tid at få deres oplevelser anerkendt – uden at blive mødt med forståelse.

Hos Michaelsen & Nord tilbyder vi to former for assistance til dig, der har brug for hjælp til at styrke din sag i familieretssystemet. Begge ydelser har til formål at tydeliggøre de vigtige forhold i din sag og sikre, at både advokat og myndigheder får den bedst mulige forståelse af din situation.

Herunder kan du læse mere om de to forskellige tilgange, vi tilbyder.

assistance i kommunikation med Familieretshuset og øvrige myndigheder

Når man står foran eller midt i sit første møde med Familieretshuset, kan det være svært at overskue hvordan systemet fungerer og hvad man skal have fokus på i sin kommunikation for at blive hørt klart og tydeligt - både hos myndighederne og hos en advokat. 

Når der også er gensidige anklager om manipulerende og kontrollerende adfærd, vil mange naturligt fremlægge omfattende dokumentation for den adfærd, de har været udsat for. Denne mængde information kan imidlertid være både belastende for den enkelte og udfordrende for myndighederne at gennemskue og anvende i deres afgørelser.

Her hjælper vi med at sørge for at din kommunikation har fokus på de holdepunkter i sagen, som har relevans for myndighedernes afgørelser omkring barnet/børnene.

Vi hjælper med at formulere dine skriftlige henvendelser og bemærkninger til sager, klager eller redegørelser, så du fremstår troværdig, konsistent og fokuseret på det, der er vigtigst for myndighederne og din advokat. Vores indsats sikrer, at dine ord ikke bliver misforstået eller brugt imod dig, men i stedet styrker din sag.

Pris: 1400 DKK +moms/pr time

Gennemgang af sagsakter

I disse år fylder begreber som forældrefremmedgørelse og samarbejdschikane mere og mere i den offentlige debat og i familieretlige sager. Netop derfor er det afgørende, at vi ikke kun forholder os til seneste kommunale vurdering eller samtale med barnet/børnene men analyserer parternes udtalelser over tid. Forældrefremmedgørelse og samarbejdschikane er ikke hændelser, der nødvendigvis kan identificeres i ét dokument. Det er mønstre, der først bliver tydelige, når man lægger lagene sammen: beskeder, børnesamtaler, sagsbehandleres referater, partsindlæg, domme og underretninger.

Mange af dem, der kommer til os, har i årevis, ofte sammen med forskellige advokater, forsøgt at få myndighederne til at se og anerkende de voldelige og manipulerende dynamikker, de har dokumenteret. Men disse sager er komplekse. De kræver et blik for udvikling over tid, for tone og for ordenes struktur.

Derfor gennemgår vi nøje parternes udtalelser i sagens dokumenter for at identificere tegn på manipulation, modstridende forklaringer, subtil chikane og forældrefremmedgørelse. Vi kortlægger, hvem der reelt forsøger at samarbejde – og hvem der søger at kontrollere, fordreje eller isolere.

Vores analyse munder ud i en skriftlig fremstilling, der genetablerer konteksten og synliggør den manipulation, kontrol og psykiske vold, som ofte er gået tabt i den administrative behandling. Denne rapport får klienten og dennes advokat, som derefter kan anvende den i deres argumentation over for retten eller myndighederne.

Pris: 40.000 DKK +moms